Lækker kuriositet fra Corbières!
Det er ikke hver dag man støder på Pinot Noir vin fra Corbières, men da vi smagte denne blev vi overbevist - det kan man godt finde ud af at lave, også på disse kanter. Stilen er varmere og knap så tør som en klassisk fransk Pinot Noir plejer at være det.
Vinens karakter:
Lys, kirsebærrød farve. En anelse røg fornemmes i duften, som også byder på noter af kirsebær og solbær. Tanninerne er bløde og modne, og de er med til at give vinen en smuk kompleksitet og længde.
Hvad er vinen velegnet til?
Fremragende uden mad, men også yderst velegnet til tapas og salater. Passer også godt til en grillet bøf, Beef Wellington og vinbaserede gryderetter.
Serveringstemperatur cirka 16 grader.
Sådan er vinen fremstillet:
Vinen er lavet på ren Pinot Noir, fra vinstokke der er cirka 25 år gamle. Jordbunden her er speciel rig på ler og kalk. Druerne høstes om natten, efterfulgt af en let knusning og første gæring i 3 dage. Fermenteringen har en temperatur på 22-25 grader, og varer 8 dage. Vinen lagrer herefter på rustfrie ståltanke i 4 måneder. Til sidst filtreres vinen let og aftappes på flaske.
Om producenten:
Château la Bastide ledes af den karismatiske Guilhem Durand, som med et benhårdt fokus på kvalitet har ført ejendommen op blandt de bedste i Corbières. Samtidig har Guilhem bevaret jordkontakten, så selvom hans vine spiser kirsebær med de helt store, er priserne endnu menneskelige.
En stor vin skal laves i marken, ikke i kælderen, så Guilhem Durand sørger for at hver vinstok yder sit ypperste. Det gør han blandt andet ved at plante dem meget tæt (over 5000 vinstokke pr hektar), så vinstokkene må slås om vandet, og skyde rødderne dybt ned i undergrunden i kampen for overlevelse. Det giver et lavt udbytte pr vinstok, men desto større koncentration og kompleksitet.
Om Corbières:
Corbiéres ligger i Languedoc, i Sydfrankrig. Med en gennemsnitlig nedbørsmængde på kun 400 mm om året er Corbières den tørreste appellation i Frankrig. Undergrunden i området er af meget varieret karakter, hvilket har medført, at man har valgt at inddele appellationen i ikke mindre end 11 underdistrikter.
Det er stadig Carignan-druen, der er den mest anvendte til vin fra Corbières. Den er dog på stærk tilbagegang, siden man indførte en lokal regel om, at den maksimalt måtte udgøre 50-70% af en given Corbiéres vin. Til at erstatte Carignan har man især valgt at satse på Mourvèdre, Cinsault og Syrah, hvilket bl.a. har været med til at forøge og højne de røde Corbières vines smagsmæssige spændvidde.
Corbières-området producerer også enkelte hvide vine, primært på Bourboulenc, Roussanne, Viognier og Grenache Blanc, der som gennemgående fællestræk har en behagelig tørhed og friskhed.