Historien om Holte Vinlager

Det hele begyndte i 1963, da den 21-årige Karlin Nielsen, bedre kendt som Kalle, steg af firetoget fra Langeland og trådte ind på den brostensbelagte Kongevej i Holte.

Han kom med syv års skolegang, erfaring som kommis fra den lokale brugs og en færdiggjort militærtjeneste i bagagen. Det, han fandt i Holte, var en lille, charmerende by med travlt butiksliv og nordsjællandsk idyl.

Her begyndte Kalle som kommis hos Købmand Birksted på Kongevejen, og det blev starten på en rejse, der skulle ændre hans liv – og dansk vinhandel – for altid.
I 1971 overtog Kalle butikken fra Købmand Birksted. Det var en klassisk købmandsbutik, men vinflaskerne på hylderne fangede hurtigt Kalles opmærksomhed. Hans interesse for vin voksede, og det samme gjorde vinens rolle i butikken.

Da de store supermarkeder begyndte at presse de lokale købmænd i 1980’erne, tog Kalle en afgørende beslutning: Han omlagde sin købmandsbutik til en ren vinbutik og døbte den Holte Vinlager.

Med sit nye fokus på vin i 1881 skabte Kalle ikke blot en butik, men et sted, hvor kunderne kunne få personlig vejledning og finde vine, der passede til deres smag og pengepung.

Det, der startede som én butik på Kongevejen 33 (nu 333), udviklede sig hurtigt. Kunderne strømmede til, og snart måtte Kalle åbne flere butikker for at imødekomme efterspørgslen. Før han vidste af det, var Holte Vinlager vokset til en større kæde med butikker i blandt andet Frederiksberg, Hørsholm og Virum.

“Det har aldrig været min plan at grundlægge en kæde. Men det gik virkelig godt, da jeg åbnede Holte Vinlager, så jeg åbnede endnu en på Frederiksberg Allé for at den kunne tage noget af presset. Det skete bare ikke. Så åbnede jeg endnu en i Hørsholm, men den tog heller ikke noget af presset. Så pludseligt stod jeg med fire butikker, der faktisk gik godt alle sammen,” siger han.
Kalle insisterede altid på at gøre tingene ordentligt. Han rejste selv rundt i verden for at møde vinproducenterne ansigt til ansigt. Det gav Holte Vinlager adgang til unikke vine, der ofte ikke kunne findes andre steder i Danmark. Denne personlige relation til leverandørerne er stadig en af grundpillerne i vores succes.

Holte Vinlager er ikke kun en forretning; det er en arv. Kalles værdier – ordentlighed, tillid og personlige relationer – gennemsyrer stadig virksomheden. I dag ledes Holte Vinlager af Kalles tre sønner og tre øvrige medejere, der har overtaget styringen, men Kalle er stadig aktiv. Han rejser af og til med, når der skal findes nye vine eller plejes relationer med vinproducenterne.

“De værdier, jeg blev mødt af i det lokale butiksliv i Holte, er de samme værdier, vi gør vores ypperste for at leve op til i dag,” siger Kalle.

I Holte Vinlager handler vin ikke kun om flasker på hylden, men om historien bag. Sortimentet består af vine, der nøje er udvalgt af passionerede vinhandlere, som du også møder i butikkerne. Vores mission er klar: at finde den vin, der passer perfekt til kundernes smag.

Holte Vinlager har altid været en familievirksomhed, og det ændrer sig ikke. Tredje generation er nu trådt ind i virksomheden, klar til at føre Kalles vision videre. Fra den lille butik i Holte har Holte Vinlager sat sit præg på hele Danmark – og også på vinverdenen uden for landets grænser.

Med 12 butikker, en populær webshop og planer om at åbne endnu flere butikker, vil Holte-værdierne altid være kernen: Kvalitet, personlig service og vin til enhver smag.