Nyheder fra det nye Spanien 🇪🇸
Der sker noget i Spanien nu. Ikke fordi Tempranillo og Rioja er blevet kedelige, men fordi flere producenter kigger tilbage på de lokale druer og samtidig laver vinene langt friskere end før. Det er præcis den side af Spanien, vores fem helt nye vine her viser. Det er spændende flasker fra Aragón og Valencia!
Tre kommer fra Calatayuds høje, tørre marker, hvor Garnacha Tinta har været hjemme i generationer, mens to kommer fra Utiel-Requena, hvor Bobal fylder mest. Og så er der både en hvid på Macabeo og Albariño og en Garnacha, der har fået hele 95 point fra Decanter. Der er altså virkelig noget at gå i gang med!
Spanien hiver de gamle druer frem
Det sjove ved moderne spansk vin er, at meget af det nye starter med noget gammelt. Flere producenter har nemlig fået øjnene op for lokale druer og gamle marker, som i mange år mest blev brugt til billigere vin. Nu bliver der arbejdet langt mere seriøst med dem – og det kan virkelig smages.
Calatayud er et godt eksempel. Man mener, at Garnacha-druen har sin oprindelse i Spanien, muligvis i Aragón eller Catalonien, og i Calatayud fylder druen næsten to tredjedele af markerne. Mange vinmarker ligger over 500 meter i højden, så dagene kan være virkelig varme, mens nætterne bliver langt køligere. Det hjælper med at holde på friskheden. De gamle Garnacha-stokke giver færre druer, men der kommer til gengæld mere smag og koncentration i dem. Det er den verden, de tre nye Las Pizarras-vine kommer fra.
Længere mod øst i Utiel-Requena er Bobal-druen kongen. Omkring 72% af markerne er plantet med druen, og området har masser af gamle stokke. Bobal havde længe et lidt kedeligt ry, men ikke i dag, da de bedste udgaver kan give mørk frugt, frisk syre og godt med struktur. Heraclio blander den med lidt Syrah, mens deres hvide går en helt anden vej med Macabeo og Albariño.
Det er lidt det, der gør Spanien så spændende nu. De gamle druer bliver ikke skiftet ud med noget mere smart. Vinmagerne er bare blevet meget bedre til at få friskheden og frugten frem.
Så hvis spansk vin stadig mest betyder Rioja og Tempranillo for dig, så er de fem nyheder her et godt sted at få udvidet din horisont.