Blaufränkisch på højt niveau!
Weingut Gabel er grundlagt helt tilbage i 1655 af tyroleren Caspar Gabel, som kom til Pfalz for at hjælpe med genopbygningen af området efter Trediveårskrigen. I dag er 13. generation, Lisa og Oliver Gabel, ved roret. Som en hæder til deres emigrerende forfædre har de plantet et par marker med den sydtyrolske drue, Lagrein.
Vinens karakter:
Duften er pirrende med især jordbær, kirsebær, læder og grønne urter. Smagen er saftig og balanceret, igen med masser af røde bær, samt en smule sort peber i eftersmagen.
Hvad er vinen velegnet til?
Nyd den let afkølet til lette retter med f.eks. gris eller kylling.
Sådan er vinen fremstillet:
Denne Blaufränkisch fra Weingut Gabel i Pfalz er en del af husets Traditionsweine: Klassiske vine, som alle er lagret på mere end 100 år gamle egetræsfade. Den nænsomme lagring på godt brugte fade sikrer, at egetræet ikke dominerer smagen og at vinen bevarer druens yndefulde frugt, elegance og mineralske udtryk.
Om producenten:
Weingut Gabel arbejder med 21 hektarer vinmarker fordelt omkring den højtbeliggende by, Herxheim am Berg (den højeste by på den tyske vinrute), og deres fokus ligger mestendels på Riesling og burgundiske druer.
I vineriet bruges fortrinsvist egetræsfade, som har mere end 100 år på bagen, og som bevirker en skånsom mikrooxidation uden uønskede træ-aromaer. Enkelte vine lagres på mindre fade af ny eg.