Josy gør sommeren smukkere
Josy er typen, der dukker op til din terrassefest i lyserødt og stjæler opmærksomheden uden at larme. Den er fra Ventoux, ja, men glem alt om tung Rhône – her taler vi finesse, friskhed og flirt. En rosé skabt på sandet terroir, som giver den der helt særlige blødhed og charme. Og ja, den klæder både fisk, salater og strandture – men hun kan også sagtens klare en lidt mere krydret samtale.
Vinens karakter:
Elegant, sart rosa i farven og med livlige dufte af jordbær og kirsebær. Smagen er frisk og rund, tanninerne er så fint integrerede, at man næsten ikke lægger mærke til dem – men de er der og giver struktur. En rosé, man bliver glad i låget af.
Hvad er vinen velegnet til?
Skaldyr, fisk, tataki, salater og alt det andet, du har lyst til at spise, når solen skinner og stemningen er afslappet. Josy er med dig på stranden, ved grillen og til frokosten, hvor du egentlig bare havde tænkt dig at drikke vand.
Serveringstemperatur: 8–10 grader.
Sådan er vinen fremstillet:
50% Cinsault, 30% Grenache Noir og 20% Syrah høstes tidligt om morgenen, mens temperaturen stadig er lav. Vinen gærer langsomt i ståltanke i mere end tre uger ved lav temperatur for at bevare den friske frugt og den elegante stil.
Om producenten:
Domaine Mur-Mur-Ium ligger på sletten, ved foden af Mont Ventoux - som for de fleste Tour de France-entusiaster er kendt som ”det skaldede bjerg”. Interessant og opsigtsvækkende er det, at man hos Mur-Mur-Ium lader druerne hænge længere tid på vinstokkene, end andre producenter, for på den måde at opnå optimal modenhed, som giver mere frugt og fedme, til deres vine.
Hos Mur-Mur-Ium er man endvidere begunstiget ved at være i besiddelse af mange gode mindre vinmarker på de sydlige skråninger af Mont Ventoux, hvilket har resulteret i nogle helt unikke vine. Lige præcis her er der perfekte vækstbetingelser for især Grenache og Syrah, og druerne høstes om natten for at bevare mest mulig frugt og aroma. Alle vinmarker dyrkes uden brug af kemikalier eller pesticider og jorden bearbejdes manuelt. Derudover foregår al høst med håndkraft, og hver druesort vinificeres separat.
Vi har forhandlet vinene fra Mur-Mur-Ium i snart 20 år, og vores kunder elsker dem! Det bekræfter salgstallene kun, og flere vine fra Mur-Mur-Ium har været og er bestsellere, i Holte Vinlager.