Hvilken skal du vælge?

Den almindelige 24 Days of Rum er den brede af de to. Her kommer du rundt mellem forskellige lande og stilarter, og der er både rom og det, der i dag skal stå som spirit drink på etiketten.

Spirit drink lyder måske lidt teknisk, men det handler mest om regler. For få år siden kunne mange af de her produkter stadig sælges som rom. I 2021 kom der nye EU-regler, og i dag må rom blandt andet højst indeholde 20 gram sukker pr. liter og må ikke være aromatiseret.

Falder en sukkerrørsbaseret spiritus uden for de regler, skal den i stedet kaldes en spirit drink. Så forskellen handler altså først og fremmest om, hvilke regler produktet passer ind under.

S.B.S går mere nørdet til værks med 24 ikke-sødede rom fra enkeltfade. Er du mest nysgerrig, ville vi tage den første. Går du allerede op i enkeltfade, fadtyper og højere alkoholprocenter, så er S.B.S den sjoveste.