Vinen er lavet på Grenache Noir og Mourvèdre, som har vokset på minimum 30 år gamle vinstokke. Stokkende gror i jordbund som er sandholdig og rig på rullesten. Markerne ligger syd- sydøst vendt. Gæringen tager 8-10 dage og foregår ved en kontrolleret temperatur på 28-30 grader. Efter 12 måneders lagring i ståltanke, filtreres vinen, og hældes derefter på flaske.
Vinen har en rødbrun farve. Der er stor kompleksitet i duften, og tankerne ledes hen på florale noter og sorte kirsebær. Kogte blommer med strejf af blyantspåner indhyller smagen med en fløjlsblød, honningagtig tekstur, som gradvist udvikler sig til en varm, afrundet, og vedvarende afslutning.
Château la Bastide ledes af den karismatiske Guilhem Durand, som med et benhårdt fokus på kvalitet har ført ejendommen op blandt de bedste i Corbières. Samtidig har Guilhem bevaret jordkontakten, så selvom hans vine spiser kirsebær med de helt store, er priserne endnu menneskelige.
En stor vin skal laves i marken, ikke i kælderen, så Guilhem Durand sørger for at hver vinstok yder sit ypperste. Det gør han blandt andet ved at plante dem meget tæt (over 5000 vinstokke pr hektar), så vinstokkene må slås om vandet, og skyde rødderne dybt ned i undergrunden i kampen for overlevelse. Det giver et lavt udbytte pr vinstok, men desto større koncentration og kompleksitet.
Corbiéres ligger i Languedoc, i Sydfrankrig. Med en gennemsnitlig nedbørsmængde på kun 400 mm om året er Corbières den tørreste appellation i Frankrig. Undergrunden i området er af meget varieret karakter, hvilket har medført, at man har valgt at inddele appellationen i ikke mindre end 11 underdistrikter. Det er stadig Carignan-druen, der er den mest anvendte til vin fra Corbières. Den er dog på stærk tilbagegang, siden man indførte en lokal regel om, at den maksimalt måtte udgøre 50-70% af en given Corbiéres vin. Til at erstatte Carignan har man især valgt at satse på Mourvèdre, Cinsault og Syrah, hvilket bl.a. har været med til at forøge og højne de røde Corbières vines smagsmæssige spændvidde.
Corbières-området producerer også enkelte hvide vine, primært på Bourboulenc, Roussanne og Grenache Blanc, der som gennemgående fællestræk har en behagelig tørhed og friskhed.