_(2)_(3)_(4)_(5)_(6).png)
Fra stål til gamle stokke
Barbera er Piemontes mest plantede blå drue, men den bliver ofte overset, fordi Nebbiolo løber med opmærksomheden. Det er lidt synd, for Barbera kan noget helt andet. Druen har naturligt høj syre, mørk farve og som regel blødere tanniner end Nebbiolo, og netop derfor reagerer den tydeligt på vinmagerens valg. Det er hele pointen med denne mail, hvor fire vine viser fire retninger.
I Piemonte er den en klassisk madvin, som de lokale ofte vælger til hverdagsretter, hvor friskhed betyder mere end fine fornemmelser.
Den ståltankslagrede udgave viser Barbera helt rent. Her står kirsebær, blommer og granatæble helt i front, mens den friske syre gør vinen oplagt til pizza, pasta og charcuteri. Når druerne i stedet tørres efter høsten, som ved appassimento-metoden, forsvinder noget af vandet. Smagen bliver mere koncentreret, alkoholen varmere, og frugten bevæger sig fra frisk til tørret med svesker, lakrids og chokolade.
Den klassiske Barbera d’Alba ligger et sted midt imellem. Her får druens saftighed mere dybde fra lagringen, men syren holder stadig stilen frisk. Går man videre til gamle stokke, falder udbyttet typisk, mens druerne bliver mere koncentrerede. Det giver mørkere frugt, fastere struktur og mere længde uden at fjerne Barberas livlige side.
Det er derfor, fire vine på samme drue ikke behøver smage ens. Ståltank, tørring, lagring og vinstokkenes alder ændrer retningen ret markant, mens druens friske, høje syre stadig kan smages i dem alle. Smag dem ved siden af hinanden, og så bliver forskellen faktisk langt lettere at forstå end ved at læse endnu en vinbog.
Barbera er Piemontes mest plantede blå drue, men den bliver ofte overset, fordi Nebbiolo løber med opmærksomheden. Det er lidt synd, for Barbera kan noget helt andet. Druen har naturligt høj syre, mørk farve og som regel blødere tanniner end Nebbiolo, og netop derfor reagerer den tydeligt på vinmagerens valg. Det er hele pointen med denne mail, hvor fire vine viser fire retninger.
I Piemonte er den en klassisk madvin, som de lokale ofte vælger til hverdagsretter, hvor friskhed betyder mere end fine fornemmelser.
Den ståltankslagrede udgave viser Barbera helt rent. Her står kirsebær, blommer og granatæble helt i front, mens den friske syre gør vinen oplagt til pizza, pasta og charcuteri. Når druerne i stedet tørres efter høsten, som ved appassimento-metoden, forsvinder noget af vandet. Smagen bliver mere koncentreret, alkoholen varmere, og frugten bevæger sig fra frisk til tørret med svesker, lakrids og chokolade.
Den klassiske Barbera d’Alba ligger et sted midt imellem. Her får druens saftighed mere dybde fra lagringen, men syren holder stadig stilen frisk. Går man videre til gamle stokke, falder udbyttet typisk, mens druerne bliver mere koncentrerede. Det giver mørkere frugt, fastere struktur og mere længde uden at fjerne Barberas livlige side.
Det er derfor, fire vine på samme drue ikke behøver smage ens. Ståltank, tørring, lagring og vinstokkenes alder ændrer retningen ret markant, mens druens friske, høje syre stadig kan smages i dem alle. Smag dem ved siden af hinanden, og så bliver forskellen faktisk langt lettere at forstå end ved at læse endnu en vinbog.