Struktureret Merlot fra højt beliggende kalkplateau
Lussac er måske den mindst kendte af Saint-Émilions fire satellitkommuner, men heroppe nordøst for byen, hvor kalkstenen ligger tæt under overfladen, finder man vine med stor dybde og struktur. Château Tour de Grenet står bogstaveligt talt højt på vinens landkort – og kombinerer lokal tradition med moderne præcision. Det er Merlot, når det smager af noget!
Bemærk, at dette er en halvflaske.
Vinens karakter:
I glasset en dyb rubinrød farve med levende reflekser. Duften afslører mørke bær som solbær og blåbær, toppet med krydderi og et lille strejf af mynte. I munden er vinen kraftig, men velafbalanceret, med modne tanniner og smagsnoter af brombær, peber og let ristet eg. Eftersmagen er lang og harmonisk.
Hvad er vinen velegnet til?
Perfekt til mad med lidt pondus: lam, and, rødt kød og charcuteri – men fungerer også glimrende til faste oste og rustikke kyllingeretter. Det er en alsidig vin, som både kan spille førsteviolin i en middag og nydes roligt i et godt glas foran pejsen.
Serveringstemperatur: 16-18 grader.
Sådan er vinen fremstillet:
Vinen består af 92% Merlot og 8% Cabernet Franc fra 30-40 år gamle stokke på ler- og kalkstensjord. Efter klassisk gæring og maceration lagres halvdelen i betontank og halvdelen på doueller af fransk eg i op til 12 måneder. Til sidst hviler flaskerne i châteauets underjordiske kælder, hugget direkte ind i klippen under vinmarken – et sjældent og køligt modningssted, der gør en forskel.
Om producenten:
Vignobles Brunot er en familieejet producent, der har haft base i Saint-Émilion siden 1922. Det hele begyndte med Jean-Baptiste Brunot, som gik fra vinhandler til vinbonde og købte familiens første ejendom i Saint-Émilion. I dag drives vingårdene af fjerde generation, Vincent Brunot, uddannet ønolog og landbrugsingeniør, der viderefører familiens arv med både respekt for tradition og blik for fremtiden.
I alt råder Vignobles Brunot over fire ejendomme: Château Piganeau (Saint-Émilion), Château Tour de Grenet (Lussac-Saint-Émilion), Château Maledan (Entre-deux-Mers) og Château le Gravillot (Lalande-de-Pomerol). Siden 2019 har alle vinene haft den miljøvenlige HVE-certificering (niveau 3), og i samme årgang blev husets første hvidvin lanceret.
Med 100 års historie og dybe rødder i Bordeaux står Vignobles Brunot for klassiske, terroir-tro vine med personlighed og finesse – og med et stærkt engagement i bæredygtighed og eksport til hele verden.