Kan du smage dig frem til druen, området og måske endda årgangen? Med vores blindsmagningskasse får du fire forskellige vine, der skal smages helt uden hjælp fra etiketten. Brug det medfølgende smageskema, saml point for jeres gæt og følg Claus og Alexander på video, når hver vin til sidst bliver analyseret og afsløret. En både sjov og lærerig vinoplevelse, hvor alle kan være med!
4 forskellige vine
Vi tør godt afsløre, at kassen gemmer på to hvidvine og to rødvine, som alle er nummereret fra 1-4. Flaskerne skal selvfølgelig forblive fuldkommen blinde undervejs, så få gerne en person, der ikke deltager, til at åbne og skænke. Så slipper I for ledetråde fra flaskens form, prop eller skruelåg.
Smageskema til alle fire vine
Til hver vin får I et smageskema, der hjælper jer systematisk gennem farve, duft, smag og struktur. Her kan I notere alt fra frugt, krydderier og fadpræg til syre, tannin og alkohol, inden det endelige gæt skal sættes ind i konklusionen.
Gæt jer frem og saml point
Når vinen er analyseret, skal der gættes på land, region, appellation, druesort, årgang og eventuel officiel typebetegnelse. De forskellige gæt giver forskelligt antal point, så jo mere præcist du rammer vinen, desto flere point kan du samle. Reglerne er de officielle fra Danmarksmesterskaberne i Blindsmagning.
Blindsmag sammen med Claus og Alexander
Når alle har låst deres svar på vin nr. 1, scanner I QR-koden på smageskemaet og starter videoen. Her bliver Claus og Alexander udsat for præcis den samme vin blindt og arbejder sig gennem de forskellige ledetråde, inden flasken bliver afsløret. Derefter tæller I point og fortsætter med næste vin.
Hvem bliver aftenens største vinkender?
Kassen er lavet til op til seks personer, og når alle fire vine er smagt, gættet og afsløret, lægger I pointene sammen. Den med flest point kan officielt kalde sig aftenens største vinkender.