Grüner Veltliner, når der skrues helt op
Grüner Veltliner kan sagtens være let, sprød og lige ud ad landevejen, men Barock går en helt anden vej. Her får druerne ekstra lang tid på vinstokkene, så der kommer mere modenhed og fylde, og navnet Barock er faktisk ret spot on. Det her er nemlig den store og mere pompøse side af Østrigs nationaldrue med moden frugt, krydderi og langt mere dybde end i den klassiske friske stil. Det er en Grüner Veltliner til dem, der gerne vil se, hvor meget druen egentlig kan.
Vinens karakter:
Moden ananas og blodappelsin fylder godt sammen med krydderier og lidt tobak. Smagen er fyldig, rund og koncentreret med masser af moden frugt, men stadig med friskhed nok til at holde gang i det hele. Der kommer også en mere cremet og kompleks side frem undervejs, som giver den et ret anderledes udtryk end den helt klassiske Grüner Veltliner.
Sådan er vinen fremstillet:
Vinen er lavet på 100% Grüner Veltliner fra Weinviertel. Druerne får lov til at hænge længe på vinstokkene, så de når længere i modenheden og giver mere koncentration. Barock er lavet som en Reserve, og hele idéen er netop at vise Grüner Veltliner i en større og mere fyldig stil, hvor frugten får mere dybde og krydderi.
Hvad er vinen velegnet til?:
Pasta med Gorgonzola er virkelig godt her, fordi vinen har fylde nok til at følge med den kraftige ost. Karry, krydrede asiatiske retter og andre retter med godt med smag fungerer også rigtig godt. Den kan også sagtens klare lyst kød med cremet sauce.
Serveringstemperatur: 10–12 grader.
Om producenten:
Schloss Bockfliess har historie helt tilbage til 1168, og vin har været en del af stedet i århundreder. I dag er det familien Pfaffl, der holder gang i det hele. Roman Josef står for vinene, far Roman arbejder i markerne, Heidemarie tager sig af salg og markedsføring, mens Adelheid står for gæster og livet omkring vingården. Familien begyndte med under én hektar vinmark og arbejder i dag med omkring 110 hektar. Markerne ligger over Marchfeld-sletten, hvor det varme pannoniske klima giver druerne masser af modenhed, mens Hochleithen-skoven mod nord skærmer mod de kolde vinde.