Orangevin er en vintype, der får sin karakteristiske farve, duft og smag fra gæring af hele grønne druer — druernes saft inklusiv skaller og kerner. Orangevin er altså lavet på samme måde som rødvin, bare med grønne druer, som man ellers bruger til hvidvin. Det har således hverken noget med appelsiner eller farvestoffer at gøre.
Vinens karakter:
Her får du oplevelsen af en fyldig, intens og aromatisk orangevin med en dyb moden frugt. Hertil kommer ret markante tanniner og en lang, lang eftersmag. Det er en potent orangevin, som kræver noget gastronomisk modspil. Prøv den eksempelvis til retter med hvide asparges, kål og selleri, eller fede retter med lyst kød eller gedeoste.
Serveringstemperatur cirka 10-12 grader.
Om producenten:
I 1628 arvede familien Ludwig er lille stykke land i Thörnich, ved Mosel-floden. Allerede dengang grundlagdes Weingut Gebrüder Ludwig og i dag – næsten 400 år og mange generationer senere – driver Meike og Thomas Ludwig vingården videre med stor passion og lidenskab. Cirka 10 hektar land beplantet med vinstokke på stejle, skiferholdige sydsydvest vendte skråninger, har Ludwig til rådighed og man har valgt at specialisere sig i Riesling vine. Man dyrker dog også andre druer, men det er især deres Riesling vine der udmærker sig ved at have en utrolig flot og indsmigrende karakter.
Hos Weingut Gebrüder Ludwig tilstræbes det, at man i vinfremstillingen går efter den højeste kvalitet ved hjælp af naturlige midler og som Thomas siger: ”Så meget som nødvendigt – så lidt som muligt.”
I disse år oplever Mosel den måske største koncentration af unge, ambitiøse og talentfulde vinmagere i sammenligning med resten af vintyskland. Unge, der målrettet og kompromisløst brænder for den fremragende og forførende moderne-klassiske Mosel-stil. Meike og Thomas er symboler på netop dette og vi anbefaler dig at prøve deres vine!