Piemonte kan altså også være Viognier
Piemonte forbindes normalt med Nebbiolo, Barbera, Dolcetto, Arneis og Moscato, men regionen kan altså også noget helt andet. Hos Produttori di Govone har man blandt andet Viognier i markerne, og det giver en tør hvidvin i den mere aromatiske ende af skalaen. Druen er især kendt for sin blomstrede duft og modne frugt, så stilen bliver ret langt fra de helt stramme og syredrevne hvidvine. I Bag-in-Box-formatet er det samtidig en vin, der er lavet til den mere afslappede og praktiske del af hverdagen.
Vinens karakter:
Duften er blomstret, og smagen går især i retning af abrikos og passionsfrugt. Der er god modenhed i frugten, men stadig nok friskhed til, at vinen ikke bliver tung. Farven er strågul med et let grønligt skær.
Sådan er vinen fremstillet:
Vinen er lavet på 100% Viognier fra marker omkring Portacomaro og Grazzano Badoglio i Piemonte. Vinmarkerne ligger omkring 250 meter over havet på forholdsvis sandet jord. Druerne vinificeres uden skaller, og efter gæringen får vinen 3 måneder på de fine gærrester, inden den tappes.
Hvad er vinen velegnet til?:
Den aromatiske frugt passer rigtig godt til kylling, lyst svinekød og salater, men også til retter med lidt krydderi. Prøv den også til fisk, skaldyr eller en cremet pastaret, hvor den modne frugt gerne må fylde lidt.
Om producenten:
Produttori di Govone blev grundlagt i 1957 som et kooperativ i Piemonte. Omkring 250 vinbønder leverer druer fra knap 300 hektar marker fordelt over blandt andet Langhe, Roero, Asti og Monferrato. Det giver dem adgang til ret forskellige jordtyper og druesorter, så sortimentet spænder langt bredere end de klassiske røde Piemonte-vine. Der bliver både arbejdet med lokale sorter som Nebbiolo, Barbera og Arneis og internationale druer som Chardonnay og Viognier.