Kongevin fra Bourgogne!
I den sydlige del af Bourgogne finder man Pouilly-Fuissé. Fra dette område kommer nogle af verdens bedste og mest komplekse hvidvine. Selvom prisskiltet ikke er det mest charmerende ved vinen, så garanterer vi dig, at du ikke bliver skuffet!
Vinens karakter:
Utrolig elegant og charmerede Pouilly-Fuissé fra Vins Auvigue. Her får du masser af hvid fersken, ananas og akacieblomst. Hertil kommer modne citrusnoter, mandler, brioche og honning fra fadlagringen. Der er et lækkert mineralsk præg over i vinen, som sørger for, at det hele aldrig bliver for overdådigt.
Vinstyrke2.dk - 90 POINT:
"Godt bud på en macon-vin i den tungere ende. Ikke så elegant som de hvide fra det nordligere Côte d’Or, men jeg drikker gerne denne pouilly-fuissé til pighvar med cremet hummersauce.
I næsen en vis tyngde og sødmefulde nuancer af honningblomst, ristede mandler og tropisk frugt. Vinen fylder godt i munden med noter af gule æbler, citrus, umoden ananas og et strejf af vanilje. Sødmen er fint pakket ind i en let prikkende syre."
Hvad er vinen velegnet til?
Vinen vil være en perfekt ledsager til skaldyr, og til retter med kalvekød eller fjerkræ. Gerne serveret med cremet flødesauce til.
Serveringstemperatur cirka 12 grader. Vinen kan med fordel dekanteres eller åbnes i god tid.
Sådan er vinen fremstillet:
Vinen er lavet på Chardonnay-druer fra minimum 75 år gamle vinmarker. Efter den malolaktiske gæring lagrer vinen 11 måneder på egetræstønder, der er 1-2 år gamle.
Om Bourgogne:
Bourgogne er et af de mest komplekse vindistrikter i verden, og det helt specielle ved området er den unikke kombination af jordbund, terræn og klima – også kaldet terroir. Bourgogne har et kontinentalt klima, hvilket betyder kolde vintre efterfulgt af varme somre.
På grund af landskabets variation af bakker, skråninger og fremherskende vinde, eksisterer der også mange mikroklimaer, som har stor betydning for terroiren. Af samme grund varierer vinenes smag utroligt meget fra vingård til vingård, selvom den geografiske afstand er meget lille.
Om Vins Auvigue:
Auvigue-familien har produceret vin efter de traditionelle Bourgogne-metoder gennem flere generationer. Druerne kommer fra familiens godser eller også er de nøje udvalgt fra de bedste områder i Pouilly Fuissé, Saint Véran og de resterende Mâcon-appellationer.
For at hver parcel forbliver tro mod sig selv, tilpasser Jean-Pierre og Michel Auvigue vinificeringsprocessen til klimaet. Familien producerer vin flere forskellige steder. Både på deres eget slot, men også på to af familiens andre godser.
Vins Auvigue ejer 6 hektar i AOC Pouilly Fuissé og en halv hektar i AOC Mâcon Solutré. Deres Mâcon Solutré og Pouilly Fuissé har siden 2009 været dyrket efter økologiske principper.