Pink Pepper Gin er flagskibet fra Audemus Spirits. Det er en moderne type gin, der er lavet med 9 forskellige botanicals, deriblandt rosenpeber, tonkabønner, honning, vanilje, kardemomme og naturligvis enebær. Resten af opskriften er en hemmelighed, hvilket ikke er nogen overraskelse i dagens konkurrenceprægede ginmarked. Enebærsmagen er overraskende afdæmpet og det vil tiltale mange.
Smagen er aromatisk og kompleks, og et friskt pust af peber er ikke til at tage fejl af.
Den kan nydes rent, men vil også fungere udmærket i en G/T. Den kan også anbefales, hvis du vil lave en mere cremet og sødmefuld Negroni, end hvad der er typisk.
Duoen bag Audemus Spirits, Miko Abouaf og Ian Spink, er to af de mere nytænkende ginproducenter i verden. Eller rettere: spiritusproducenter, for deres portefølje er ikke begrænset til gin – faktisk modsætter nogle af produkterne sig enhver klassifikation. Det er dog en gin, flagskibet Pink Pepper Gin, de er mest kendte for. Den blev oprindeligt skabt som en slags reklame for deres egne evner udi destillationskunsten. Audemus Spirits ville nemlig gerne lave skræddersyede gins og spiritusser for andre, men Pink Pepper blev så stor en succes, at de følte de måtte fortsætte produktionen. I dag får hver batch et navn, opkaldt efter venner i Ian og Mikos omgangskreds.
Audemus Spirits har til huse i Cognac, hvor de startede deres destillationseksperimenter på en ganske lille rotationsfordamper. Med tiden steg efterspørgslen på produkterne, og man har nu opgraderet til en lidt større såkaldt ”vacuum still”.