Friskhed med finesse fra Mur-Mur-Ium
Viognier er lidt af en solodanser i hvidvinsverdenen. Den kræver tålmodighed i marken og præcision i kælderen, men når den lykkes, får man en vin med både aromatisk charme og mineralsk friskhed. I Ventoux-området, hvor druerne høstes en anelse tidligt og vinen får masser af kærlig omrøring på bærmen, kommer der en finesse frem, som virkelig klæder druen. Det er Viognier med både volumen og vibrato, som Mur-Mur-Ium her har skabt
Vinens karakter:
En aromatisk og livlig hvidvin med noter af fersken, abrikos og et hint af tropisk frugt. Frisk i munden med fin mineralitet og en rund, blød tekstur. En Viognier der spiller på både frugt og finesse – med et køligt, citruspræget finish.
Flaskehalsen.nu – 5 STJERNER OG 93 POINT
"Det er fantastisk at være vinanmelder. For det meste. Men nogle gange tager man lige en dyb indånding, fordi man ved, at man skal skrue den professionelle bisse på til en vin, man forventer rammer et godt stykke forbi ens egne smagspræferencer. Sådan har jeg det, når jeg skal smage en Viognier fra Vaucluse-området, for jeg forventer en robust hvidvin med flere tunge nuancer, end jeg bryder mig om. Når det så viser sig, at de forventninger er helt skæve, så bliver jeg lidt blød i knæene, og sådan er det med denne Viognier. Det er sjældent at smage en så elegant Viognier, der både er saftig og sprød, samtidig med at den er tro mod en urtede og let lakrids-agtige stil, der hører sig til. Superflot Viognier, der både imponerer på kvalitet og pris.."
Hvad er vinen velegnet til?
Perfekt som aperitif – og et oplagt valg til fisk, skaldyr, asiatiske retter og gedeost. Den har både nok friskhed til ceviche og nok fylde til krydret kylling med kokos. En vin der spiller med mange køkkener.
Serveringstemperatur: køligt, omkring 8-10 grader – men ikke iskold, så du bevarer duften og strukturen.
Sådan er vinen fremstillet:
100 % Viognier fra marker med sand, ler og silt. Druerne høstes tidligt om morgenen med en smule undermodenhed for at bevare syren. Vinificeret i ståltanke i tre uger, efterfulgt af seks måneders lagring med jævnlig bâtonnage (omrøring af bærmen), som giver vinen fylde og kompleksitet.
Om producenten:
Domaine Mur-Mur-Ium ligger på sletten, ved foden af Mont Ventoux - som for de fleste Tour de France-entusiaster er kendt som ”det skaldede bjerg”. Interessant og opsigtsvækkende er det, at man hos Mur-Mur-Ium lader druerne hænge længere tid på vinstokkene, end andre producenter, for på den måde at opnå optimal modenhed, som giver mere frugt og fedme, til deres vine.
Hos Mur-Mur-Ium er man endvidere begunstiget ved at være i besiddelse af mange gode mindre vinmarker på de sydlige skråninger af Mont Ventoux, hvilket har resulteret i nogle helt unikke vine. Lige præcis her er der perfekte vækstbetingelser for især Grenache og Syrah, og druerne høstes om natten for at bevare mest mulig frugt og aroma. Alle vinmarker dyrkes uden brug af kemikalier eller pesticider og jorden bearbejdes manuelt. Derudover foregår al høst med håndkraft, og hver druesort vinificeres separat.
Vi har forhandlet vinene fra Mur-Mur-Ium i snart 20 år, og vores kunder elsker dem! Det bekræfter salgstallene kun, og flere vine fra Mur-Mur-Ium har været og er bestsellere, i Holte Vinlager.