Elegant Fino Sherry, fremstillet af 100% Palomino-druer. Lagret i 4 år på det klassiske Solera system, der består af tre til ni amerikanske egetræsfade der er stablet op som en pyramide. Når sherryen tappes, erstattes den med sherry fra det næstældste fad, der erstattes fra det tredieældste fad osv. Det yngste fad fyldes op med ny vin.
Farven er strågylden, bouquet’en frisk og blomsteragtig. Tør og elegant smag, med en let saltagtig tone af mandler. Flot aperitif, men også god til ost, lufttørret skinke, skaldyr og nødder.
Det særlige ved Sherry er, at lagringen sker på fade, der kun er fyldt 4/5. Den sidste 1/5 er luft. Mellem luft og vin danner der sig et lag gær (flor), der minder om skimmelsvampen på brie. Gæren mindsker sukkerindholdet, giver vinen karakter og beskytter mod luften.
Vinen bliver fremstillet i byen Jerez, som som har lagt navn til Sherry. Firmaet Sánchez Romate har produceret Sherry (og Sherryeddike) her siden slutningen af 1800-tallet. Huset har en lang tradition for kvalitetsprodukter, i 1909 blev de f.eks. udnævnt til officiel leverandør til House of Lords i England og i 1917 blev de udnævnt til officiel leverandør til Vatikanet i Rom.
Læs mere om Sherry på
Romates hjemmeside.