Spændende orangevin fra Rumænien!
En af Rumæniens mest lovende druesorter hedder Fetească Regală. Det betyder ordret oversat Den Royale Jomfru. Sorten har vist stor alsidighed og er i stand til både at levere utroligt charmerende hvidvine, der er beregnet på at blive drukket unge, og den kan levere mere robuste, ambitiøse hvidvine, der kan udvikle sig positivt i kælderen gennem adskillige års lagring. Denne alsidighed udforsker La Sapata yderligere med vinen her, der er en orangevin lavet på Fetească Regală.
Vinens karakter:
Smagen byder på lidt af en kontrast til næsen. Smagen fremstår mere typisk orange med tydelig struktur fra tanninen og er fyldigere og mere ”seriøs” end næsen lægger op til. Eftersmagen er lang med både en næsten saltet mineralitet, tannin og den typiske orangevinsnote af bergamotte. Iblandt alt dette er der selvfølgelig også noter af alle de modne frugter, bær og blomster som man fandt på næsen, men i langt mere afdæmpet grad. En kontrastfyldt, udfordrende, spændende og ikke mindst helt forrygende vinoplevelse!
Hvad er vinen velegnet til?
Meget alsidig i sin anvendelse. Serveres gerne let afkølet ved 10-12 grader som aperitif eller til fisk, fjerkræ, lyst kød. Kan eventuelt serveres varmere end 12 grader, hvis den skal matche fyldigere mad.
Sådan er vinen fremstillet:
Orangevin er meget kort forklaret en vin, der er lavet som rødvin, men på grønne druer (hvidvinsdruer). Når grønne druer vinificeres, som var det rødvin, betyder det groft sagt, at vinen laves med lang maceration på skaller, kerner og stilke – både inden, under og efter gæringen. Maceration er meget enkelt det, at man lader skaller, kerner og eventuelle stilke forblive i saften i stedet for at fjerne dem, så farve- og garvestoffer (tannin) optages i saften i stedet for at blive fjernet. Ved produktion af normal hvidvin fjerner man skaller/kerner/stilke for netop at undgå farve og garvestoffer. Ved produktion af orangevin ønsker man at få farven og tanninen fra skallerne med.
Vinen her er fremstillet med 6 måneders maceration på skaller og kerner.
Om producenten:
La Sapata Crama Delta Dunarii ligger i Donau-deltaet i Rumæniens østlige del. Deltaet flyder ud i Sortehavet mod øst, og mod nord deler området grænse med Ukraine. Klimaet i Donau-deltaet er præget af kolde vintre og varme, tørre somre. Rumænien har en lang tradition for vinproduktion, og her finder man både velkendte, internationale sorter som riesling og merlot, og lokale specialiteter som Băbeasca Neagră, Fetească Neagră, Fetească Regală og en række andre svært udtalelige (men glimrende) druer.
La Sapata dyrker sine cirka 20 hektarer økologisk og med respekt for naturen omkring markerne, men de har også et mål om social bæredygtighed. De seneste årtier er de rumænske landdistrikter gradvist blevet affolket i takt med at flere unge rejser til byerne, og La Sapata arbejder derfor med et ”ethical commitment” til at dæmme op for den store udvandring ved at skabe arbejdspladser for lokalbefolkningen i landområderne.