Spændende naturvin på rumænsk lokaldrue
Denne rødvin kommer fra La Sapata, som er beliggende i det østlige Rumænien nær Donau-flodens udmunding i Sortehavet. Her skal du stifte bekendskab med den ældgamle, lokale druesort Băbească Neagră, som kan spores tilbage til 1300-tallet.
Navnet Băbească Neagră betyder direkte oversat "Bedstemors Sorte", hvilket måske er en smule misvisende, da druen hovedsageligt producerer lette og friske rødvine. Det er også tilfældet her, hvor vinen er frisk og frugtig. Prøv kræfter med Rumæniens spændende vinverden med denne karakteristiske naturvin!
Vinens karakter:
Vinen er aromatisk og rødfrugtet med kirsebær og blommer. I munden oplever du en mellemfyldig smag, som har fokus på friskhed og masser af kølig, saftig frugt.
Hvad er vinen velegnet til?
Nydes til lettere retter med pasta, lyst kød eller ost.
Serveringstemperatur: 16-17 grader.
Sådan er vinen fremstillet:
Vinen er lavet på 100% økologisk Băbească Neagră, hvor kun 3000 flasker er produceret.
Om producenten:
La Sapata Crama Delta Dunarii ligger i Donau-deltaet i Rumæniens østlige del. Deltaet flyder ud i Sortehavet mod øst, og mod nord deler området grænse med Ukraine. Klimaet i Donau-deltaet er præget af kolde vintre og varme, tørre somre. Rumænien har en lang tradition for vinproduktion, og her finder man både velkendte, internationale sorter som riesling og merlot, og lokale specialiteter som babeasca neagra, feteasca neagra, feteasca regala og en række andre svært udtalelige (men glimrende) druer.
La Sapata dyrker sine cirka 20 hektarer økologisk og med respekt for naturen omkring markerne, men de har også et mål om social bæredygtighed. De seneste årtier er de rumænske landdistrikter gradvist blevet affolket i takt med at flere unge rejser til byerne, og La Sapata arbejder derfor med et ”ethical commitment” til at dæmme op for den store udvandring ved at skabe arbejdspladser for lokalbefolkningen i landområderne.