Fornem drue i nye klæder
Denne rumænske hvidvin er lavet på Aligoté, en mindre kendt hvidvinsdrue fra Bourgogne. Aligoté er faktisk ret populær i flere østeuropæiske lande. I Rumænien var druen tidligere plantet på over 10% af markarealet, da den var mest populær.
I Bourgogne er Aligoté kendt som et lettere og friskere alternativ til Chardonnay, og det er også tilfældet med La Sapatas spændende naturvinsversion!
Vinens karakter:
La Sapata Aligoté har en strågylden farve med grønne reflekser. Duften er ungdommelig og sprød med citrus, grønne æbler og et strejf af blomster. Her får man en intens, frisk og let mineralsk smag, som sprudler af kompleksitet og blid vildskab.
Hvad er vinen velegnet til?
Perfekt vin som aperitif eller til fisk, skaldyr og lyst kød.
Serveringstemperatur: ca. 12-15 grader.
Sådan er vinen fremstillet:
Vinen er fremstillet på Aligoté-druen og er ufiltreret for at bibeholde mere smag.
Om producenten:
La Sapata Crama Delta Dunarii ligger i Donau-deltaet i Rumæniens østlige del. Deltaet flyder ud i Sortehavet mod øst, og mod nord deler området grænse med Ukraine. Klimaet i Donau-deltaet er præget af kolde vintre og varme, tørre somre. Rumænien har en lang tradition for vinproduktion, og her finder man både velkendte, internationale sorter som riesling og merlot, og lokale specialiteter som Băbeasca Neagră, Fetească Neagră, Fetească Regală og en række andre svært udtalelige (men glimrende) druer.
La Sapata dyrker sine cirka 20 hektarer økologisk og med respekt for naturen omkring markerne, men de har også et mål om social bæredygtighed. De seneste årtier er de rumænske landdistrikter gradvist blevet affolket i takt med at flere unge rejser til byerne, og La Sapata arbejder derfor med et ”ethical commitment” til at dæmme op for den store udvandring ved at skabe arbejdspladser for lokalbefolkningen i landområderne.