Syrah med saft, kraft og Rhône-charme
Crozes-Hermitage er lidt som lillebroren til den berømte Hermitage – men tro ikke, at den står i skyggen! Her får du Syrah fra stejle skråninger i det nordlige Rhône, hvor jord af ler, kalk og granit giver vinene både muskler og finesse. Det er Rhône, når det er mest ærligt og uden pynt – intens, saftig og med masser af karakter.
Vinens karakter:
Dyb mørkerød farve med violette reflekser. Duften er præget af solmodne røde bær og et strejf af lakrids. Smagen er frisk, saftig og velstruktureret med modne tanniner og en lang, let krydret afslutning. En harmonisk og charmerende Syrah med god balance mellem frugt og kraft.
Hvad er vinen velegnet til?
Perfekt til rødt kød fra grillen – især côte de bœuf – men også til lasagne, simreretter og modne oste. Den har både friskhed og fylde nok til at løfte de fleste kødretter.
Serveringstemperatur: 14–18 grader. Drikkeklar nu, men kan gemmes 5–7 år for mere kompleksitet.
Sådan er vinen fremstillet:
Druerne (100% Syrah) høstes i hånden fra sydvestvendte skråninger omkring Gervans nord for Tain-l’Hermitage. Efter total afstilkning gennemgår vinen 15–20 dages maceration med daglige omrøringer. Derefter lagres den 14–18 måneder i egetræsfade, inden den tappes på flaske og får ro i kælderen.
Om producenten:
Om producenten:
Domaine des Martinelles ligger i den nordlige del af Rhône-dalen, i landsbyen Gervans lige nord for Tain-l’Hermitage. Her styrer ægteparret Nadia og Pascal Fayolle et familiedomæne, der har rødder helt tilbage til 1745 – i dag over 20 hektar vinmarker i appellationerne Hermitage, Crozes-Hermitage og Saint-Joseph. Pascal tager sig af vinmark og kælder, mens Nadia står for det kommercielle og daglige arbejde.
Navnet ”Martinelles” stammer fra en gammel gård på ejendommen og henviser også til de mange mursejlere, der stadig yngler her i Rhône-korridoren. Jordbunden er varieret med ler, kalk og granit, hvilket giver vinene både elegance, dybde og nerve – præcis som man håber, når man åbner en ærlig Syrah fra Nordrhône.