Sydfransk Chardonnay hvor frugten får lov at fylde
Chardonnay kan gå i ret mange retninger alt efter, hvor den bliver dyrket. I Languedoc er der mere sol og varme at arbejde med end i de køligere, klassiske Chardonnay-områder, og det giver en vin med mere moden frugt og fylde. Chevalier de Caylus holder stadig fast i friskheden, så den ikke bliver tung, og det gør den til en virkelig alsidig Chardonnay, der altid er supernem at finde en anledning til.
Vinens karakter:
Duften har moden æblefrugt og tropisk frugt, især ananas. Smagen går videre med mango, abrikos og passionsfrugt, mens appelsin og citron giver friskhed. Der er god fylde og en let olieret fornemmelse, og eftersmagen slutter med en lille bitterhed, som passer godt til den modne frugt.
Sådan er vinen fremstillet:
Vinen er lavet på 100% Chardonnay fra Languedoc og er ikke fadlagret. Producenten, Alma Cersius, arbejder med grundige markudvælgelser, hvor druerne smages direkte i vinmarken for at finde det rigtige høsttidspunkt og den ønskede stil. Chardonnay trives især på vinhusets køligere ler- og kalkholdige jorde, mens nærheden til Middelhavet hjælper med at dæmpe den kraftigste sommervarme.
Hvad er vinen velegnet til?:
Fisk og skaldyr er oplagte valg, og det samme gælder kylling, lyst kød og salater. Den modne frugt og fylden fungerer også rigtig godt til cremede pastaretter eller fisk med en lidt fyldigere sauce.
Om producenten:
Alma Cersius har rødder tilbage til 1937 og består i dag af omkring 170 vinavlere, der tilsammen arbejder med cirka 1.700 hektar vinmarker i Languedoc. Markerne ligger omkring blandt andet Cers, Portiragnes, Puimisson og Villeneuve-lès-Béziers, hvor både Middelhavet, højden og forskellige jordtyper giver ret forskellige muligheder. Kooperativet arbejder meget målrettet med de enkelte marker og druesorter, og druerne bliver fulgt tæt helt frem mod høsten, så den enkelte vin får den stil, man går efter. Det store antal vinavlere giver samtidig Alma Cersius adgang til mange forskellige parceller, mikroklimaer og druesorter.