Etna vender hele billedet af siciliansk rødvin på hovedet
Sicilien forbindes ofte med sol, varme og kraftige rødvine, men oppe på Etna gælder nogle helt andre spilleregler. Vulkanens højde, kølige nætter og særlige jord giver vine med langt mere friskhed, spændstighed og finesse, end man måske forventer så langt mod syd. Nireddu rammer lige ned i den stil og viser, hvorfor vinfolk verden over har fået øjnene op for rødvin fra Etna.
Vinens karakter:
Nireddu har en klar rubinrød farve og en elegant, kompleks duft med frisk rød frugt i front. Smagen er frisk og levende med en flot tanninstruktur, god koncentration og den særlige mineralske, næsten vulkanske kant, som kendetegner mange af de bedste vine fra Etna. Afslutningen er vedvarende og holder både frugt og struktur flot samlet. Som en smuk forening af Barolo og Bourgogne.
Sådan er vinen fremstillet:
Vinen er lavet på 80% Nerello Mascalese og 20% Nerello Cappuccio fra marker på Etnas nordside. Vinstokkene er mellem 70 og 90 år gamle og står omkring 650 meter over havet i vulkansk, sandet og stenet jord. Druerne høstes i første halvdel af oktober og gæres i temperaturkontrollerede ståltanke. Herefter lagrer vinen to måneder på egetræsfade, inden den flyttes tilbage på ståltank og til sidst får mindst fire måneders flaskelagring.
Hvad er vinen velegnet til?:
Nireddu er rigtig god til stege, rødt kød, vildt og modne oste. Friskheden gør samtidig, at den ikke bliver tung til maden, så den fungerer også flot til eksempelvis grillet lam, svinekød og retter med svampe. Server den gerne ved 16-18 grader.
Om producenten:
Cantina Calcagno er et familieprojekt drevet af Franco og Gianni Calcagno sammen med Giusy Calcagno. Familien begyndte selv at aftappe vin i 2006 med ønsket om at vise karakteren fra de vinmarker, de havde arvet fra deres bedstefar. Markerne ligger omkring Passopisciaro i contradaerne Feudo di Mezzo og Arcuria, hvor Nerello Mascalese, Nerello Cappuccio og Carricante er de vigtigste druer. Familien holder fast i områdets gamle traditioner, men arbejder samtidig nysgerrigt i kælderen for at få Etnas særlige karakter så tydeligt frem som muligt.