Etna Rosso til dig, der vil helt op på øverste hylde
Etna er den enorme aktive vulkan på Sicilien, og rundt på de høje skråninger bliver der lavet nogle af øens mest spændende rødvine. Hoveddruen hedder Nerello Mascalese – en lokal drue, der giver vine med friskhed, røde bær, faste tanniner og en helt særlig stenet karakter fra den vulkanske jord. Feudo di Mezzo hører til den mere ambitiøse ende af Etna Rosso, hvor der er ekstra dybde og kompleksitet at komme efter. Er du til elegante og luksuriøse italienske rødvine, hvor der sker lidt mere end bare moden frugt og power, så er det her lige noget for dig!
Vinens karakter:
Feudo di Mezzo har en levende rubinrød farve og en intens duft med kirsebær, blommer og både røde og mørke bær. Efter lidt tid kommer den særlige Etna-karakter frem med lava, knust sten og en mineralsk kant, der giver vinen sit helt eget præg. Smagen har flot koncentration, friskhed og faste tanniner, mens frugten bliver ved med at hænge ved i en lang og kompleks afslutning.
Sådan er vinen fremstillet:
Vinen er lavet på 90% Nerello Mascalese og 10% Nerello Cappuccio fra Feudo di Mezzo ved Passopisciaro på Etnas nordside. Vinstokkene er mellem 70 og 90 år gamle og står omkring 650 meter over havet på terrasser med stenet og mineralrig lavabund. Druerne høstes i anden halvdel af oktober og gæres i temperaturkontrollerede ståltanke. Derefter lagrer vinen 12 måneder i store egetræsfade på 20 hektoliter og mindst fire måneder på flaske. De store fade giver vinen tid til at udvikle sig uden at overdøve frugten med træ.
Hvad er vinen velegnet til?:
Her må maden gerne følge med niveauet. Lam, oksekød, vildt og en god pasta med langsomt kogt ragù sidder lige i skabet, og svampe eller modne faste oste er heller ikke nogen dum idé. Har du en middag, hvor rødvinen gerne må få lidt ekstra opmærksomhed, er Feudo di Mezzo et stærkt bud. Server den omkring 18 grader.
Om producenten:
Cantina Calcagno er et familieprojekt drevet af Franco og Gianni Calcagno sammen med Giusy Calcagno. Familien begyndte selv at aftappe vin i 2006 med ønsket om at vise karakteren fra de vinmarker, de havde arvet fra deres bedstefar. Markerne ligger omkring Passopisciaro i contradaerne Feudo di Mezzo og Arcuria, hvor Nerello Mascalese, Nerello Cappuccio og Carricante er de vigtigste druer. Familien holder fast i områdets gamle traditioner, men arbejder samtidig nysgerrigt i kælderen for at få Etnas særlige karakter så tydeligt frem som muligt.