Vi er meget glade for, at vi har optaget direkte import af vinene fra Château Bouscaut. Aftalen kom på plads under vort besøg hos dem på slottet og på vinmessen Vinexpo. Det er endnu et af André Lurton's børn, Sophie Lurton-Cogombles, som ejer slottet (en foræring fra faderen). Siden 2004 er kvaliteterne hævet i betydelig grad og de forbedrer kvaliteten på vinene kontinuerligt.
Denne forrygende vin er lavet på 56% Merlot, 38% Cabernet Sauvignon og 6% Malbec. Vinstokkene er minimum 25 år gamle. Efter gæring hældes 40% af vinen på egetræsfade, hvor den lagrer i 12 til 18 måneder.
Perfekt eksempel på en Grand Cru Classé-vin fra det kalkholdige plateau i Pessac-Leognan. Imponerende udtryksfuld og karakterstærk - og samtidigt meget elegant. Hvad angår Malbec-druen, så tilføjer den vinen originalitet med sit strejf af krydderier. I løbet af de sidste par år, er Bouscauts vine er blevet mere tilgængelige og behagelige, når de stadig er unge, end tidligere. Det er selvfølgelig også vine med et stort aldringspotentiale, der forbliver attraktive og spændende, i længere end 15 år, hvis du har tålmodighed til at vente på dem.
Château Bouscaut har i mange år hørt til blandt de bedste producenter i Pessac-Leognan, Graves. Slottet ejes af Sophie Lurton. I Bordeaux er Lurton et kendt navn ‒ og et stort navn. Familien markerer sig som en lille hær af dygtige vinmagere og i dag ejer Lurton-familiens 28 medlemmer – i kun to generationer – i alt 27 slotte og 1300 hektar vinmarker. Sammen med sin mand, Laurent Cogombles, ejer Sophie slottene Château Bouscaut, Château Lamothe-Bouscaut og Château Valoux, hvor Château Bouscaut er et af de seks Grand Cru Classé-slotte i distriktet, Graves. Niveauet på vinene fra Bouscaut er tårnhøjt og det afspejles også i prisen – men de er hver en krone værd når du søger en ypperlig smagsoplevelse. De mere prisvenlige vine fra Lamothe-Bouscaut er på næsten samme niveau og her får du også nogle sublime vinoplevelser.