Chardonnay med bjergluft og finesse
Hvis du kun forbinder Chardonnay med tunge fadbomber, så er det her et wake-up call fra Trentino! Her nord for Gardasøen – i et landskab præget af bjergskråninger, middelhavsklima og jordbund med masser af sten og sand – får Chardonnay lov at vise sin elegante, mineralske side. Kombinationen af køligt klima og omhyggelig vinificering giver en vin med både friskhed, kompleksitet og dybde. Og så er der lige en lille flirt med noget fransk eg, som afrunder det hele med et strejf af vanilje.
Vinens karakter:
Strågul farve med et grønligt skær. Duften er intens og vedholdende med noter af gul æble, abrikos og ananas – toppet af et elegant præg af vanilje og sødlig butterdej fra barriques-lagringen. I munden er den fyldig og rund, men stadig flot balanceret. Eftersmagen er fyldig og bliver hængende med både frugt og let krydrede toner.
Hvad er vinen velegnet til?
Den gør sig rigtig godt til alt godt fra havet – især saltvandsfisk i ovn, spaghetti med skaldyr og laks. Den kan også spille op mod en cremet svamperisotto. Her har du en Chardonnay, der både kan charmere til en middag og stå distancen til lidt mere smagsintense retter.
Serveringstemperatur: 12–14 grader – gerne lidt lunere end klassisk hvidvin, så du får alle nuancerne med.
Sådan er vinen fremstillet:
Druerne håndplukkes og gennemgår en nænsom koldmaceration i fem timer, så man får ekstra aromastof ud af skallerne. Efter blid presning gæres mosten – 30% på franske barriques og resten i stål – og vinen får seks måneders lagring på gærresterne. Resultatet er en kompleks, aromatisk og afrundet vin, hvor friskhed og fylde balanceres flot.
Om producenten:
Producenten bag vinen, Cavit, er et yderst moderne og fremadrettet tænkende kooperativ der består af en mindre gruppe vinproducenter. Ultramoderne fremstillingsfaciliteter bringer Cavit helt i top når det gælder veltillavede vine på højt niveau - endda til særdeles konkurrencedygtige priser!
Trentino ligger i Norditalien og strejfer lige netop nordspidsen af Gardasøen, med Trento som hovedstad for både region og zone. Ferierejsende kender nok området fra passagen ved Brennerpasset.