Chardonnay fra landsbyen der gav druen sit navn
Landsbyen Chardonnay i Mâconnais har lagt navn til en af verdens mest udbredte druer, og her får du et klassisk udtryk for, hvordan den opfører sig i sit hjemområde. Kombinationen af kalkholdig jord og et varmere klima end længere nordpå i Bourgogne giver en stil, hvor moden frugt og frisk syre går hånd i hånd. Det er netop den balance, der gør Mâcon-Chardonnay så anvendelig – både til mad og som et sikkert valg, når der skal skænkes noget, der rammer bredt.
Vinens karakter:
Gylden i farven med en duft af modne frugter som abrikos og kvæde, suppleret af let ristede noter. Smagen balancerer mellem frisk syre og en rundere fylde med citrus, et strejf af salt og en fin længde.
Sådan er vinen fremstillet:
Vinen er lavet på 100% Chardonnay fra marker med kalk- og lerholdig jord. Mosten presses direkte og gærer delvist i ståltanke og delvist på egetræsfade. Efterfølgende gennemgår vinen malolaktisk gæring og lagrer 10 måneder på bærmen, hvilket giver både fylde og kompleksitet.
Hvad er vinen velegnet til?:
God som aperitif, men især oplagt til retter med kylling i flødesauce, risotto eller faste oste. Den spiller også fint sammen med tapas og små salte retter.
Om producenten:
Auvigue-familien har produceret vin efter de traditionelle Bourgogne-metoder gennem flere generationer. Druerne kommer fra familiens godser eller også er de nøje udvalgt fra de bedste områder i Pouilly Fuissé, Saint Véran og de resterende Mâcon-appellationer.
For at hver parcel forbliver tro mod sig selv, tilpasser Jean-Pierre og Michel Auvigue vinificeringsprocessen til klimaet. Familien producerer vin flere forskellige steder. Både på deres eget slot, men også på to af familiens andre godser.
Vins Auvigue ejer 6 hektar i AOC Pouilly Fuissé og en halv hektar i AOC Mâcon Solutré. Deres Mâcon Solutré og Pouilly Fuissé har siden 2009 været dyrket efter økologiske principper.