|
Det siges ofte, at Chile er et vinparadis, og at ingen andre lande har bedre betingelser for at lave vin. Det kan godt være rigtigt, men man skal lige tænke på, at Chile er mere end 4000 kilometer i længden. I nord er der gold ørken, hvor intet kan gro. I syd mødes man hurtigt af Antarktis’ bidende kulde, hvor intet grønt vil kunne overleve. ”Edens vinhave” findes i området lige nord og syd for hovedstaden Santiago. Det har intet med jorden at gøre. Det er klimaet med tør luft og kun sjælden regn i modningsperioden. Nætterne er kølige, så modningen trækkes ud, og det er aldrig så varmt at druerne sveder. Men der er altid sol nok til, at druerne fuldmodnes. Den tørre luft betyder at plantesygdomme har svært ved at arbejde, og det betyder igen at sprøjtning er næsten unødvendigt.
Chile kendes i dag for deres fremragende rene og enkle vine lavet på de klassiske druesorter. De har den oversøiske intensitet, men også den klassiske europæiske elegance. Cabernet Sauvignon gør sig utrolig godt. Den har den rette balance mellem styrke og elegance og er aldrig spinkel og grøn eller syltetøjsagtig. Merlot er ikke lige så oplagt stor i Chile som Cabernet’en, men man kan regne med fine kødfulde vine. En DNA-test har vist, at det man troede var de bedste kloner af Merlot i Chile i virkeligheden er en gammel Bordeaux-drue som hedder Carmenére. Gennem de sidste fem år har man lavet vin udelukkende på den, og meget tyder på, at det i fremtiden vil blive Chiles flagskib.
Producentnavnene er vigtige. Men det gør ikke noget, at man ved, at de bedste Cabernet Sauvignon’er kommer fra Maipo-dalen, den bedste Merlot og Carmerére fra den varme Rapel-dal og de bedste hvide ude fra det kølige Casa Blanca..
|
|
 |
|
|
|
|